Vær opmærksom på tilfælde af falsk vejhjælp

Midt- og Vestsjællands Politi advarer i øjeblikket om svindlere, der udgiver sig for at yde vejhjælp og franarre bilister penge. Læs mere om, hvordan svindlen foregår, og hvordan du beskytter dig.

Hvad sker der?

Svindlere bruger falske hjemmesider og telefonnumre, der fremstår som vejhjælp.

I nogle tilfælde får svindlerne kendskab til, at en bilist har bestilt vejhjælp. De når derefter at sende deres egen lad- eller kranvogn til stedet, og bilisten tror derfor, at det er den vejhjælp, der er bestilt gennem forsikringen.

Det er også set, at svindlerne har afmeldt den vejhjælp, bilisten i forvejen har kontaktet gennem sit forsikringsselskab.

Svindlerne kræver betaling på stedet, før bilisten kan få bilen tilbage eller få den leveret til et værksted.

Sådan kan du genkende Tryg Vejhjælp

Tryg vil aldrig bede dig betale for vejhjælp på stedet.

Vejhjælp skal altid bestilles via Tryg Vejhjælps telefonnummer 70 11 20 00.

Leder du efter information via en internetsøgning, skal du sikre dig, at det er Trygs officielle side og kontaktoplysninger.

At et køretøj ser professionelt ud, er ikke en garanti for, at det er sendt af Tryg. Trygs leverandør af vejhjælp er SOS Dansk Autohjælp, så hold øje med, om bugseringsvognen kommer derfra.

Sådan skal du forholde dig, hvis du er i tvivl

  • Lad være med at betale på stedet, og kontakt Tryg, hvis du bliver bedt om betaling. Betaling foregår altid gennem forsikringen.
  • Bed eventuelt den pågældende vogn om at vente, mens du kontakter Tryg.
  • Ring til Tryg på 70 11 20 00 for at bekræfte, om den vejhjælp, du har bestilt, er nået frem til dig.

Hvis du har været udsat for svindel eller et svindeforsøg, bør du anmelde det til politiet. Du kan læse mere om sagen hos Midt- og Vestsjællands Politi her: Læs mere om sagen.