Sådan børster du dine tænder rigtigt
Jo hårdere jeg børster, jo renere bliver mine tænder. Og tandkødet skal også skrubbes og skures.
Måske tror du, at hele munden skal have besøg af tandbørsten, og at jo flere kræfter du lægger i, jo bedre er din mundhygiejne. Men sådan er det ikke.
Læs med her, hvor vi har samlet et par gode råd om, hvordan du passer på dine tænder.
Børst tandens flader forskelligt
Når du børster tandens for- og bagside, skal du gøre det med 6-10 små cirkelbevægelser, før du går videre til næste tand. Tandens tyggeflade skal børstes med frem- og tilbagebevægelser.
Børst i samme rækkefølge hver dag
Børst dine tænder 2 minutter morgen og aften, og gør det i samme rækkefølge hver dag, så du ikke glemmer en tand eller ikke får børstet bagsiden.
Du skal ikke børste tandkødet
Hvis du børster dit tandkød, kan det trække sig tilbage, så tandbenet ikke længere er beskyttet, og du kan få følsomme tandhalse. Det kan give isninger, når du drikker eller spiser noget koldt, varmt, sødt eller syrligt.
Vælg en blød tandbørste
Hårde tandbørster kan give slibeskader på tænderne. Generelt er det bedre at vælge en blød tandbørste end en hård, men husk altid at spørge din tandlæge, hvad der bedst for dig og dine tænder.