9. oktober 2026

Tryg leverer historisk stærkt kvartalsregnskab og sikrer rekordhøj kundetilfredshed

Det solide regnskab for Q3 er især drevet af en stærk udvikling i Norge og Sverige, særligt i privatsegmentet. Samtidig har Tryg i årets første ni måneder hjulpet kunder med skadessager for 21,3 mia. kroner og sikret en kundetilfredshed, der rammer det højeste niveau nogensinde. Kvartalet byder desuden på løftede salgstal og nye partnerskaber med Mercedes-Benz, Tesla og Xpeng, der er blandt de mest populære bilmærker i Skandinavien.

I tredje kvartal 2026 leverede Tryg et forsikringsresultat på 2,454 mia. kroner, hvilket er koncernens højeste rapporterede forsikringsresultat for et kvartal nogensinde og svarer til en stigning på 12,5 procent sammenlignet med Q3 sidste år. Trygs combined ratio er forbedret til et niveau på 76,8 procent, svarende til en fremgang på 1,8 procentpoint.

”Vi præsenterer i dag det stærkeste forsikringsresultat for et kvartal i Trygs historie. Det gør mig stolt og demonstrerer, at vi på tværs af hele koncernen lykkes med at omsætte vores 2027-strategi til handling. Den solide fremgang er særligt drevet af resultater i Sverige og Norge, mens vores danske forretning fortsat leverer stabilt. Samtidig har vi opbygget en robust og lønsom forretning, som gør det muligt at investere massivt i kundeoplevelser og digitale løsninger. Det sikrer, at vi kan være der for vores kunder, når de har brug for tryghed,” siger Johan Kirstein Brammer, Group CEO i Tryg.

Resultatet er hjulpet af et lidt lavere niveau af stor- og vejrskader, som landede 109 mio. kroner lavere end forventet. Fremgangen er primært drevet af stærke resultater i Sverige og Norge samt forbedringer i den underliggende skadeprocent og lønsomheden. I Norge forbedrer Tryg sin combined ratio med hele 7,0 procentpoint til 76,1 procent i Q3, hvilket er det bedste resultat i de seneste 10 år.

Rekordhøj kundetilfredshed og hjælp til kunder

Kundetilfredsheden steg for fjerde kvartal i træk til en score på 83, som er det højeste nogensinde i Tryg. Kundetilfredshedsmålingen bygger på 1,6 mio. årlige tilbagemeldinger fra kunder på tværs af Skandinavien.

Målingen viser, at forsikringskoncernen er lykkedes med at skabe mere enkle og smidige kundeoplevelser, fx når kunder køber forsikringer online, bruger selvbetjening eller anmelder skader. Den største stigning i kvartalet ses i den svenske forretning og i tilfredsheden med onlineløsninger på tværs af alle tre markeder.

Bag resultaterne ligger også en betydelig indsats for kunder, når de har brug for hjælp. I årets første ni måneder har Tryg håndteret mere end 1,4 millioner skadessager samt erstattet eller udbedret skader for 21,3 mia. kroner på tværs af Skandinavien. Over halvdelen af de skader, som kunder anmelder online, bliver nu behandlet fuldautomatisk. Det flugter med 2027-strategien og bidrager til at højne kundetilfredsheden.

I Danmark har Tryg hjulpet et stigende antal kunder og deres børn med psykologhjælp gennem sundhedsforsikringen. Siden Tryg åbnede sin Trivselslinje i juni, har selskabet desuden hjulpet mere end 600 familier og forældre med svære udfordringer som skolevægring og psykiske udfordringer hos børn. I Norge stod Tryg klar med ekstra støtte til berørte kunder, da en af de største boligbrande i nyere tid ramte Drammen, hvor 400 personer blev evakueret, og over 100 boliger blev totalskadede.

”Ud over den hjælp og støtte, vi hver dag giver vores kunder, glæder det mig også, at TryghedsGruppen igen har udbetalt en årlig bonus til over 1,3 mio. kunder i Tryg, Alka og TJM. Vores kunder har fået tilbagebetalt syv procent af det beløb, som de betalte for forsikringer sidste år. Det svarer samlet til omkring 1,25 mia. kroner og vidner også om værdien ved at være kunde i Tryg,” siger Johan Kirstein Brammer.

Partnerskaber med Mercedes-Benz, Tesla og Xpeng samt kommercielle tiltag

Væksten for Tryg-koncernen lander som forventet på 4,1 procent rapporteret for kvartalet, svarende til 2,3 procent i lokal valuta. Forsikringsselskabet har siden årsskiftet løftet salget med i gennemsnit 12 procent på tværs af de tre skandinaviske markeder og forretningsområder. Tryg fastholder forventningen om, at væksten vil udvikle sig positivt i de kommende år.

I tillæg til de kommercielle tiltag, som selskabet har igangsat det seneste år, har Tryg offentliggjort nye partnerskaber med blandt andet Mercedes-Benz i Sverige, Tesla i Danmark og Xpeng i Norge. De er alle tre blandt markedets mest populære bilmærker, og aftalerne skal øge selskabets vækst og markedsandele på motorområdet. Det er ambitioner, som følger Trygs 2027-strategi.

Aftalerne følger en række andre større partnerskaber fra Tryg. I Sverige er der indgået over 10 nye bilpartnerskaber, og i 2026 har Tryg indgået et skandinavisk partnerskab med SAS EuroBonus. Derudover har selskabet landet større partnerskaber med Lederne i Danmark og Eksjöhus i Sverige.

”Vores gearskifte mod en mere organisk vækst skrider godt frem. Ud over partnerskaberne har vi det seneste år introduceret over 20 nye kommercielle tiltag, der skal skabe endnu mere værdi for vores kunder. Den positive udvikling i salgstal, fornyelsesgrad og kundetilfredshed understreger, at vores initiativer begynder at give målbare effekter,” siger Johan Kirstein Brammer.

”I forsikring tager det tid, før nye tiltag for alvor kan ses i væksten, især på erhvervsområdet, hvor mange aftaler løber over flere år,” siger han.

Trygs privatforretning vokser i Q3 med 3,7 procent målt i lokal valuta, og den udgør mere end to tredjedele af koncernens samlede forretning. I erhvervsforretningen lander væksten på minus 0,7 procent i lokal valuta, og udviklingen skyldes blandt andet, at færre danske kunder fornyede deres aftaler ved årsskiftet, samt et bevidst ophør af enkelte større erhvervskundeforhold.

Udbytte til aktionærer

Tryg lander et investeringsresultat i kvartalet på 42 mio. kroner, som er påvirket af de stigende renter og fortsat volatile markeder. I Q3 har Tryg desuden frasolgt ejendomme til en værdi på omkring 250 mio. kroner, som i stedet er blevet placeret i realkredit- og statsobligationer i overensstemmelse med strategien. Forsikringskoncernen udbetaler for kvartalet et udbytte på 2,15 kroner pr. aktie, hvilket er omkring 5 procent højere end i Q3 sidste år.

Finansielle nøgletal Q3 2026

 Q3 2026Q3 2025
Forsikringsresultat2.454 mio. kroner2.181 mio. kroner
Combined ratio76,8 procent78,6 procent
Præmievækst4,1 procent rapporteret
2,3 procent i lokal valuta
4,0 procent rapporteret
3,4 procent i lokal valuta
Omkostningsprocent13,3 procent13,3 procent
Resultat før skat2.123 mio. kroner1.980 mio. kroner
Resultat efter skat1.625 mio. kroner1.479 mio. kroner
Vejr- og storskader251 mio. kroner314 mio. kroner

 

For yderligere information

Troels Karlskov, Head of Group External Communications, Tryg
Telefon: +45 30 30 15 00
e-mail: troels.karlskov@tryg.dk