1. september 2026

Tryg indgår partnerskab med Mercedes-Benz og styrker vækstambitioner i Sverige

Mercedes-Benz Sverige udpeger Trygg-Hansa som ny forsikringspartner. Det nye samarbejde bliver et af de største motorpartnerskaber i Tryg-koncernen og det seneste i rækken af flere strategiske aftaler, som samlet styrker forsikringsselskabets kommercielle position og bidrager til at indfri ambitionerne offentliggjort på Trygs seneste kapitalmarkedsdag.

Trygs svenske forretning, Trygg-Hansa, bliver nu forsikringspartner for Mercedes-Benz Sverige AB med en bred portefølje af løsninger til både privat- og erhvervskunder i Sverige per 1. januar 2027, hvor aftalen træder i kraft. Som led i partnerskabet etablerer Tryg et dedikeret team, som har specialkompetencer inden for skadeforebyggelse, effektiv reparation og personlig service.

"Vi er stolte over den anerkendelse og tillid, Mercedes-Benz viser ved at vælge os som forsikringspartner. Aftalen er en af de absolut største bilpartnerskaber i Tryg-koncernens historie. En bil er for mange en stor beslutning, og når kunder vælger Mercedes-Benz, forventer de kvalitet. Det matcher måden, vi arbejder med kundeoplevelser og forsikringer på, og vi ser frem til at skabe fælles løsninger, der er skræddersyede til kunders behov," siger Johan Kirstein Brammer, Group CEO i Tryg.

Kunder, der køber en ny eller brugt Mercedes-Benz, vil blandt andet blive tilbudt to ugers gratis forsikring direkte hos forhandleren. Samarbejdet dækker desuden kunder, der leaser eller finansierer bilen via Mercedes-Benz Finans.

"Vi ser frem til at lancere vores partnerskab med Trygg-Hansa. Sammen vil vi tilbyde forsikringsløsninger, der matcher vores kunders behov og forventninger, i tæt samarbejde med vores Mercedes-Benz autoriserede servicenetværk," siger Daniel Assmann, CEO for Mercedes-Benz Sverige AB.

Mercedes-Benz sælger årligt cirka 17.000 nye personbiler og cirka 6.000 vare- og transportbiler i Sverige ifølge statistik fra Mobility Sweden.

Partnerskab styrker Trygs ambitioner

Aftalen med Mercedes-Benz er den seneste i rækken af større, strategiske partnerskaber, som Tryg har præsenteret det seneste år. I Sverige alene er der indgået over 10 nye motorpartnerskaber, og i andet kvartal af 2026 har koncernen indgået et skandinavisk partnerskab med blandt andet SAS EuroBonus.

"Partnerskabet med Mercedes-Benz underbygger det kommercielle momentum, som vi har arbejdet for at accelerere det seneste år. Det gør mig afsindigt stolt, at vi gennem partnerskabet kommer til at byde mange nye kunder velkommen over de næste år og på den måde understøtte væksten i både Sverige og på koncernniveau. Partnerskaber er et vigtigt supplement til de mange stærke kundetiltag og initiativer, vi lancerer direkte gennem Tryg-brandet og vores egne platforme," siger Johan Kirstein Brammer.

"Vores partnerskaber bringer os tættere på kunderne og deres hverdag. Vi er naturligt til stede i situationer, hvor kunder træffer vigtige beslutninger og behovet for forsikring opstår, fx når de køber en bil, booker sommerferie eller får rådgivning i banken eller fagforeningen. Det giver en enklere kundeoplevelse og mere relevante forsikringsløsninger," siger han.

Mercedes Benz-partnerskabet bidrager til at indfri ambitionen om at øge Trygg-Hansas markedsandele inden for bilområdet, som Tryg-koncernen kommunikerede i forbindelse med selskabets seneste kapitalmarkedsdag.