Højesteret giver Tryg fuldt medhold i en principiel sag om mindre prisjusteringer foretaget i perioden 2016-2020.
Højesteret konkluderer i sin afgørelse, at Tryg har behandlet selskabets kunder korrekt og overholdt gældende regler på området. Det vil sige, at Trygs vilkår er rimelige og gyldige, og at de tidligere prisjusteringer drevet af skadesinflation var i overensstemmelse med Finanstilsynets god skik-bekendtgørelse, som har været sagens omdrejningspunkt.
”Vi er tilfredse med at sætte punktum i en principiel sag. Afgørelsen har betydning for hele forsikringsbranchen, da sagen handler om et vilkår, som er udbredt i branchen. Det er glædeligt, at vi i dag har fået Højesterets ord for, at vi har behandlet vores kunder korrekt. Højesteret understreger, at vi fulgte gældende regler og Finanstilsynets udmeldinger. Det er vigtigt for os og hele branchen, at man kan stole på de vejledninger og udmeldinger, som vores myndigheder giver,” siger Hans Arnum, privatdirektør og landechef i Tryg Danmark.
”Vi lever af gode kundeoplevelser og har generelt en høj kundetilfredshed. Vi arbejder altid for at sikre transparens og gøre det nemt for vores kunder at forstå sammenhængen mellem produkt og pris. Det er et område, vi hele tiden har fokus på at forbedre, uanset sagen ved Højesteret,” siger han.
Forbrugerombudsmanden indledte sagen mod Tryg i 2022, og med dommen fra Højesteret afsluttes sagen endegyldigt.
Læs Højesterets afgørelse her.
For yderligere information
Troels Karlskov, pressechef, Tryg Danmark
Telefon: +45 30 30 15 00
E-mail: troels.karlskov@tryg.dk