Gør dit hus forårsklar
Det er tid til at lukke sol og varme ind. Når det bliver varmere i vejret, er det samtidig en god idé at tjekke dit hus efter for skader og lave forbedringer. Så er dit hus klar til både sommer og årstiderne, der følger. Få tips og gode råd til at gøre dit hus klar - og få et par gode, daglige vaner.
Kom godt omkring udenfor
Det er altid en god idé at gå huset og haven igennem, når det bliver varmere i vejret. Måske har du ikke været så meget udenfor over vinteren - udnyt muligheden, og gå huset igennem fra top til tå. Vi starter oppefra og bevæger os ned:
Tjek taget
Over vinteren kan der hurtigt samle sig en del skidt på taget. Hvis der samler sig mos, alger, løvfald og andet, der måske kan skjule fejl eller skader i tagsten eller konstruktionen, kan det lede til, at du får skader – som du måske opdager langt senere, end hvis du går det igennem.
Når du har fjernet snavs og skidt fra taget, kan du gå tagstenene igennem og tjekke, om der er skader på selve stenene eller den mørtel, der er brugt til at fæstne dem. Er stenene løse eller beskadigede, bør du få dem udskiftet eller sat fast igen for at holde taget tæt.
Det kan blive dyrt og omfattende, at få skiftet taget – jævnligt vedligehold, ikke bare når årstiderne skifter, hjælper taget med at holde længst muligt.
… og loftet
Loftet er nok ikke det ”rum” i huset, vi besøger oftest – særligt ikke, når det er koldt udenfor. Hvis der er større eller mindre utætheder i taget, kan fugt have sneget sig ind på loftet. Det kan være over tid, men det kan også ske som følge af fygesne, der effektivt finder små huller og sprækker. Når det så bliver varmere i vejret, og sneen smelter, kan det efterlade et fugtigt loft. Hold øje med både våde, mørke fugtskjolder. Men ignorér ikke de tørre fugtskjolder. Har der været fugt, kan det komme igen.
Tjek tagrender og nedløbsrør
Over vinteren kan der samle sig blade, grene og andet snavs, som kan gøre det svært for vandet at løbe væk fra taget og resten af huset. Sørg for at fjerne det, så vandet igen kan løbe frit.
Når du har gjort tagrender og nedløbsrør rene, er det også nemmere at tjekke efter skader på rørene. Revner og huller i tagrenden kan betyde, at vandet bliver ledt ind mod væggen. Det kan på sigt være dårligt og skabe fugtskader på facaden.
Når du alligevel er i gang med at rense tagrender og nedløbsrør, så bør du også tjekke afløbsbrøndene for foden af nedløbsrørene. Fjern rester af blade og grene for at bedre afløb.
Tjek sokkel og facade
Når du alligevel er nede ved afløbsbrøndene, bør tjekke om soklen er intakt. Hvis soklen har revner eller andre skader, kan der trænge vand ind. Hvis der er trængt vand ind over vinteren, og der har været frost, kan det gøre yderligere skader, som gør, at soklen suger endnu mere fugt til sig. Når vand fryser, udvider det sig nemlig.
Hvis du har brug for at rejse dig op igen, bør du kigge facaden efter i sømmene. Hold særligt øje med fugerne, hvis du har et murstenshus. Det kan du gøre ved at skrabe i mørtlen – er den skrøbelig, kan vand muligvis trænge ind og gøre skade. Særligt udsat er bunden af huset og under vinduer.
Tjek vinduerne udvendigt
Når du har tjekket under vinduerne, er det også en god idé at kigge selve vinduet efter. Ligesom du indvendigt at kigget på træet og fugerne, kan det være smart at lægge mærke til, om træet og fugen er intakt udvendigt. Med den rette behandling kan selv gamle vinduer få nyt liv. Overvej, om der er behov for ny fuge og et nyt lag træbeskyttelse.
Tjek træværket
Ligesom træet på vinduerne, har du måske en trægavl eller en træterrasse. Her er det en god idé at tjekke, om træværket virker løst, blødt eller smuldrende. Hvis det er slidt, trænger det måske til en kærlig hånd. Er der råd, bør du udskifte det ramte træ. Er der ikke råd i træet, kan du stadigvæk overveje at give det nyt liv ved at bruge overfladebehandling, olie og/eller maling.
Glem ikke haven
Vejret bliver mere ustadigt med vind og regn, og det kan godt sætte sine spor i haven. Det kan være en god idé at gå træer og buske efter, og se om du kan beskære dem, så de ikke forårsager unødig skade, skulle vejret ruske i dem igen. Derudover er det en god idé at få fjernet naturaffald, der har samlet sig i haven og nær huset, så det er nemmere at holde haven.
Har du fliseterrasse kan du også forlænge dens levetid ved at fjerne mos og skidt fra revnerne. Måske har det våde vejr resulteret i misfarvninger og alger? Måske er det tid til at hive højtryksrenseren frem og give den en ordentlig tur, så den er klar til ophold i det varme vejr.
Opdager du en skade, imens du er ved at gøre dit hus klar til foråret, er der et par ting, du bør huske, når du vil anmelde skaden:
Du kan altid anmelde skader på dit hus online. Her kan du også vedhæfte dokumentation som billeder og kvitteringer.
Glem ikke at tjekke indenfor
Sørg for at lufte godt ud
Det bliver varmere i vejret, så det er en glimrende mulighed for at åbne vinduer og døre mere. Det er samtidig godt for indeklimaet. Udover at lysere dage er godt for humøret, er det også godt for helbredet og hjemmet med frisk luft. Benyt muligheden for at grundig forårsrengøring og kom rundt i krogene, når du alligevel lufter ud.
Tørrer du tøj i kælderen? Så er det særligt en god idé at lufte ud her. Jævnlig udluftning modvirker nemlig fugt, skimmel og husstøvmider. Det er generelt en god idé at lufte ud i hele huset 5-10 minutter tre gange om dagen.
Kom rundt i krogene
Når du alligevel er i gang med at lufte ud og gøre rent, har du en god mulighed for at komme rundt de steder, du normalt ikke kigger. Hold særligt øje med, om der er fugt eller skimmel. Du kan fx rense flisefuger og gulvafløb.
Samles der kondens i vinduet over natten? Hav en klud eller et viskestykke liggende, så du hurtigt kan tørre vinduerne af, når du står op om morgenen. Det er en god måde at undgå skimmel.
Tjek vinduer
Når du alligevel er i gang med at tørre kondens af vinduerne, så kan det være en god idé at holde øje med, hvordan træværket i vinduet har det. Er vinduerne af ældre dato, og har de været lidt for fugtige over vinteren, kan det være en god idé at give dem en grundig rengøring. Måske er fugen blevet lidt porøs? Overvej at fuge på ny og hjælp tætheden på vej.