Tryg fortsætter med at levere fremgang på finansielle nøgletal i årets første måneder. Koncernen har samtidig erstattet og udbedret skader for 7 mia. kroner hos næsten 500.000 kunder og lanceret nye kundefordele og digitale services drevet af skalering på tværs af Skandinavien.
Tryg fremlægger i dag et stærkt Q1-regnskab med et forsikringsresultat på 1.655 mio. kroner, svarende til en fremgang på 7 procent sammenlignet med første kvartal sidste år.
Resultatet er drevet af en af markedets stærkeste combined ratio, som for koncernen lander på 84,0 procent i Q1, der typisk er et kvartal påvirket af mange skader. Indtjeningen i Danmark og Sverige ligger fortsat stabilt, og resultatforbedringen er især drevet af Norge. I kvartalet er Trygs underliggende skadeprocent forbedret med hele 40 basispoint. Det er den største forbedring de seneste mange år.
"Vi har i årets første kvartal fastholdt et stærkt momentum. I Norge lykkes vi for alvor med at vende udviklingen og forbedre lønsomheden markant, og i hele koncernen skalerer vi nu alt fra kundetiltag til indkøbsaftaler på tværs af Skandinavien. Det skaber en stærk konkurrencekraft og sænker vores skadesomkostninger. Vi forenkler samtidig vores IT-setup, så vi kan skabe bedre kundeoplevelser og frigive tid til kommerciel udvikling og nytænkning," siger Johan Kirstein Brammer, Group CEO i Tryg.
"Det glæder mig også, at TryghedsGruppen igen har besluttet at udbetale en årlig bonus til kunder i Tryg, Alka og TJM i tillæg til de mange tryghedsfremmende projekter, de støtter gennem TrygFonden. Bonussen udbetales til oktober, hvor vores kunder samlet vil få tilbagebetalt 1,25 mia. kroner. Det er en stigning på 200 mio. kroner sammenlignet med året før," siger han.
Ekstraordinær hjælp til kunder påvirket af krigen i Mellemøsten
Tryg har i årets første måneder hjulpet kunder med cirka 500.000 skadessager i Skandinavien. Forsikringskoncernen har erstattet og udbedret skader for næsten 7 mia. kroner, hvilket er 378 mio. kroner mere end i samme periode sidste år.
I kvartalet har Tryg sikret støtte, vejledning og ekstraordinær hjælp til over 11.500 kunder påvirket af krigen i Iran og Mellemøsten. Selskabet har i alle tre skandinaviske lande truffet en beslutning om at tilbyde hjælp udover betingelserne, det omfatter fx dækning af kunders ekstraudgifter til hjemrejser, myndighedsfly, overnatning samt psykologhjælp til alle kunder.
"Verden er desværre fortsat præget af geopolitisk uro, og det skaber utryghed. Mange har forsøgt at navigere i myndighedsudmeldinger eller fået aflyst en rejse med familien. Her er det vores opgave at sikre effektiv hjælp, når kunder står i verdens brændpunkter," siger Johan Kirstein Brammer.
Q1 har også budt på større vejrbegivenheder. Tryg har hjulpet omkring 10.000 privatkunder og virksomheder i Danmark og Sverige ramt af vinterens barske vejr og har blandt andet rykket ud med akut vejhjælp og skadeservice på bygninger. I Norge oplevede kunder en markant mildere vinter end normalt.
Digitale kundeoplevelser og nye kommercielle tiltag
Væksten for Tryg-koncernen lander på 3,5 procent i kvartalet, drevet af privatforretningen med en vækst på 5,0 procent. Erhvervsforretningen er vokset med 0,4 procent, hvor udviklingen blandt andet er påvirket af en bevidst afslutning af en række større virksomhedsaftaler, som ikke understøtter koncernens 2027-strategi om en lønsom vækst.
I Q1 har Tryg sikret en fortsat høj kundetilfredshed for hele koncernen, som især skyldes stigende tilfredshed med skadebehandlingen og digitale kundeoplevelser. Den høje kundetilfredshed er også drevet af de indledende effekter fra mere end 20 nye initiativer til selskabets kunder, som Tryg har introduceret siden udgangen af 2025. Tiltagene skal styrke væksten og konkurrencekraften, og de har allerede bidraget til at løfte salget med 15-30 procent i udvalgte forretningsområder i Q1.
Privatkunder i Danmark har fået adgang til et nyt fordelskoncept med blandt andet låse- og taxaservice, og Tryg har desuden lanceret en satsning til det danske landbrug, hvor fx sundhedsforsikringer skal hjælpe udsatte landmænd. I Sverige kan kunder gennem en ny forebyggende service få en digital røgsensor, som registrerer bevægelse i et rum og automatisk giver besked til redningstjenesten. I Norge har en opgradering af Trygs børneforsikring medvirket til et stigende salg.
Højere udbytte til aktionærer
Tryg lander et investeringsresultat i kvartalet på 2 mio. kroner. Geopolitisk uro påvirker renteniveauer og finansielle markeder, og selskabets strategi med en mindre risikofyldt investeringsportefølje med stats- og realkreditobligationer sikrer mere stabile afkast i en periode med turbulente markeder. Investeringsresultatet er sammen med den styrkede kerneforretning med til at sikre, at Tryg-koncernen for Q1 2026 leverer et overskud på 1,276 mio. kroner før skat, som udgør 958 mio. kroner efter skat.
Resultatet betyder, at Tryg udbetaler et udbytte til sine aktionærer på 2,15 kroner per aktie for kvartalet. Udbyttet er mere end 5 procent højere sammenlignet med samme kvartal sidste år.
"Tryg er en udbytteaktie, som mange aktivt vælger til i porteføljen. Vi har en ambition om at sikre stabile udbetalinger hvert eneste kvartal, og vi er ofte med på listerne over de mest populære aktier hos privatpersoner," siger Johan Kirstein Brammer.
I dag har over 68.000 privatpersoner og professionelle én eller flere aktier i Tryg.
Finansielle nøgletal
| Q1 2026 | Q1 2025 | |
|---|---|---|
| Forsikringsresultat | 1.655 mio. dkk | 1.540 mio. dkk |
| Combined ratio | 84,0 procent | 84,2 procent |
| Præmievækst | 3,5 procent | 3,7 procent |
| Investeringsresultat | 2 mio. DKK | 320 mio. DKK |
| Vejr- og storskader | 421 mio. DKK | 325 mio. DKK |
| Omkostningsprocent | 13,3 procent | 13,3 procent |
| Resultat før skat | 1.276 mio. DKK | 1.491 mio. DKK |
For yderligere information
Troels Karlskov, pressechef, Tryg Danmark
Telefon: +45 30 30 15 00
E-mail: troels.karlskov@tryg.dk