EU vedtog for nogle år siden en ny forordning omkring distribution af forsikringsprodukter, kaldet Insurance Distribution Directive. I daglig tale omtalt IDD.

Formålet med den nye forordning har været at skabe mere gennemsigtighed og beskyttelse af forsikringskøbere indenfor EU. Det er gjort ved at standardisere visse dokumenter og procedurer i forbindelse med salg af forsikringsprodukter (Forsikringsdistribution).

I Danmark affødte forordningen en række lovbekendtgørelser, der trådte i kraft 1. oktober 2018. I den forbindelse blev Lov om Forsikringsformidling og en række bekendtgørelser, herunder ændring af bekendtgørelsen om God skik, implementeret. Bekendtgørelsen om God skik er udstedt af Erhvervsministeriet og er en uddybning af Lov om finansiel virksomhed.

Udover, at forsikringsselskaberne skal følge forordningen, gælder den også for alle andre, der formidler forsikringer, uanset om der er tale om Forsikringsmæglere, agenter eller andre. Nogle af formidlerne, der er omfattet af loven skal registreres hos Finanstilsynet.

Når vi taler forsikringsformidling, så opereres der med en række forhold, som er gode at vide lidt mere om. Derfor vil vi kigge lidt nærmere på de mest relevante af dem.

Forsikringsdistribution

Forsikringsdistribution består i at rådgive, tilbyde, sælge eller udføre andre opgaver før indgåelse af en forsikringsaftale.

Forsikringsdistributør

Kan fx være et Forsikringsselskab, en Forsikringsformidler eller en Accessorisk Forsikringsformidler.

Forsikringsselskab

Et forsikringsselskab vil i kraft af, at de er forsikringsdistributør være omfattet af bestemmelserne indenfor forsikringsformidling, god skik mv.

Forsikringsformidler

Overordnet er en forsikringsformidler en person eller et firma, som ikke er et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller deres ansatte. Og de er heller ikke accessoriske forsikringsformidlere. Men de arbejder dog med forsikringsdistribution.

Accessorisk forsikringsformidler

Her er tale om virksomheder, hvor det at distribuere forsikring ikke er deres hovederhverv. I stedet sælger virksomheden forsikringsprodukter som et tillæg til en anden vare eller tjenesteydelse. Det kan fx være en leasingvirksomhed, der sælger en forsikring på fx biler eller udstyr, de leaser ud.  

Et kreditinstitut og et investeringsselskab kan aldrig være accessorisk forsikringsformidler men vil altid være alm. forsikringsformidler.

I forhold til IDD er en forsikringsformidler underlagt langt større krav end en accessorisk forsikringsformidler.

Vi vil nu kigge lidt på de væsentlige forhold, som gælder for en forsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler.

Er man forsikringsmidler er der en lang række krav man skal opfylde.

Sammenfattet kort, så skal en forsikringsformidler være registreret i Finanstilsynet ligesom der gælder særlige krav om rapportering og afgifter til Finanstilsynet samt etablering af en whistleblowerordning.

Der stilles også krav om, at en forsikringsformidler er tilstrækkelig forsikret mod erstatningskrav ved fx mangelfuld rådgivning. Herudover gælder også særlig krav til kompetence og hæderlighed hos ledelsen.

Endelig skal alle ansatte, som udøver forsikringsdistribution have tilstrækkelige kompetencer. Det betyder, at man skal kende til juridiske forhold, forsikringsformidling, god skik samt have kendskab til behovsafdækning samt de produkter man sælger. Dette skal dokumenteres ved, at den enkelte ansatte hver 3. år skal bestå en prøve indenfor området.

Er man accessorisk forsikringsformidler, skal man også registreres i Finanstilsynet. Dog skal man ikke betale afgifter samt rapportere til Finanstilsynet. Og der er heller ikke krav om etablering af whistleblowerordning.

Også en accessorisk forsikringsformidler skal være forsikret mod erstatningskrav ved mangelfuld rådgivning.

Kompetencekravene er mindre, da der alene kræves godt kendskab til de produkter, man formidler.  

Som formidler skal man overholde regelsættet om ’God skik for Forsikringsdistributører’. Efter den nye Lov om Forsikringsformidling skal en forsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis på virksomhedsområdet.

Vi vil nu kigge lidt mere på de væsentligste forhold, der skal efterleves indenfor God skik for forsikringsdistributører.

En forsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler (samlet kaldet formidler) skal i god tid inden indgåelse af en forsikringsaftale give kunden følgende oplysninger:

• Formidlerens navn og adresse, samt oplyse at man er formidler
• Hvordan kunden kan klage over formidleren
• Hvilket register formidleren er optaget i, samt hvor det kan kontrolleres
• Hvilket forsikringsselskab der leverer forsikringerne
• Ved salg af en forsikring skal udleveres et produktark, som beskriver forsikringen
• Ved salg af forsikringer skal oplyses aflønningsform i forbindelse hermed

Ved salg til forbrugere skal der herudover oplyses om:

• Information om  hvorvidt forsikringsselskabet er tilsluttet en garantifond
• Samlede pris for forsikringen incl. moms og afgifter (hvis det er muligt)
• Muligheden for fortrydelsesret.

Derudover skal en forsikringsformidler orientere om:

• Hvorvidt man som forsikringsformidler yder rådgivning om de solgte forsikringsprodukter
• At man som forsikringsformidler handler på vegne af et forsikringsselskab
• Hvilke forsikringsselskab forsikringerne tegnes i

En forsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler skal fastlægge kundens behov inden en forsikringsaftale indgås. Ligeledes skal der gives en individuel anbefaling, der forklarer, hvorfor et bestemt produkt bedst opfylder kundens forsikringskrav og behov.

Når en forsikringsformidler eller en accessorisk forsikringsformidler indgår en aftale om forsikring med en kunde, skal kunden have relevante oplysninger om forsikringen på en måde, som er let forståelig.

Til dette brug anvendes et produktark, som giver en overordnet information om produktet. Produktarket skal udleveres til både privat- og erhvervskunder.

Produktarket skal være udformet på en hel særlig måde – det gælder både i forhold til format og indhold. Rent faktisk er der lovgivet om en del detaljer om det. Dette for at det har samme format i hele EU.

Produktarket må ikke have karakter af markedsføringsmateriale. Oplysningerne skal være sat op i en bestemt rækkefølge. Der skal følges et særligt design og arket må max. fylde 2 sider. Endelig skal forsikringsselskabets logo fremgå af arket.

Som tidligere nævnt skal formidleren udlevere produktarket til kunden inden salget af en forsikring. Det er dog tilstrækkeligt at henvise til, at produktarket kan ses på forsikringsselskabet website, hvis blot det sker inden salget af en forsikring.

AFTALELOVEN

Aftaleloven er af ældre dato – faktisk helt tilbage til 1917. Den er er resultatet af et fællesnordisk samarbejde om ensartede aftaleregler i Danmark, Norge og Sverige.

Reglerne i Aftaleloven sætter rammerne for en aftales indgåelse, herunder regler for brug af fuldmagt. Herudover indeholder Aftaleloven særlige forbrugerbeskyttende regler.

Lad os starte med at få et par vigtige begreber på plads.

Tilbudsgiver

Den, som afgiver et tilbud.

Tilbudsmodtager

Den, som modtager et tilbud.

Lad os nu se nærmere på de mest centrale aspekter og regler i Aftaleloven

En aftale består af to elementer.

1. Afgivelse af et tilbud (af tilbudsgiver)
2. Accept af et tilbud (af tilbudsmodtager)

Tilbud og accept er grundstenene i aftaleretten. De kaldes også viljeserklæringer. Her skal forstås personers vilje til at ville forpligte sig.

Eksempel:

Bilforhandler tilbyder en kunde at købe en bil – kunden accepterer tilbuddet.

Der er tale om en gyldig og bindende aftale mellem to parter, når tilbudsgiveren fremkommer med et tilbud, og tilbudsmodtageren accepterer tilbuddet.

En aftale er først gyldig og bindende, når tilbudsmodtageren tydeligt accepterer tilbuddet.

Et tilbud kan trækkes tilbage, indtil det er accepteret. 

Tilbud med tidsfrist

Er der fastsat en tidsfrist for, hvor længe tilbuddet gælder, så skal det være accepteret inden den tidsfrist. I modsat fald bortfalder tilbuddet.

Hvis et tilbud fra part 1 accepteres af part 2 efter en fastsat tidsfrist er udløbet, vil accepten blive betragtet som et nyt tilbud fra part 2 til part 1.

Eksempel:

Bilforhandler afgiver et tilbud til en kunde om køb af en ny bil. Tilbuddet er gældende i 30 dage.  

Kunden skal acceptere tilbuddet indenfor de 30 dage for, at der foreligger en aftale.  

Tilbud uden tidsfrist

Er der ikke fastsat en tidsfrist for, hvor længe tilbuddet gælder, så skal det være accepteret indenfor rimelig tid. I modsat fald bortfalder tilbuddet.

Og hvad er rimelig tid så? Det afhænger helt af den vare/tjenesteydelse, der tilbydes.

Eksempel:

Let fordærvelige fødevarer vil der være en kortere acceptfrist på. Modsat så vil der ved salg af fx en bil eller et hus kunne forventes en længere acceptfrist – her vil der ofte være flere forhold, der først skal på plads som fx billån mv.

Hvis der ved accept af et tilbud foretages ændringer i forhold til det tilbudte, vil det oprindelige tilbud bortfalde.

 Accepten med ændringerne vil samtidig være at betragte som et nyt tilbud. 

Eksempel:

Forsikringsselskabet Happy sender et tilbud til en kunde på en bilforsikring. Kunden accepterer tilbuddet mod, at der gives 10% rabat.

Det oprindelige tilbud bortfalder. Accepten med 10% rabat skal ses som nyt tilbud fra kunden til forsikringsselskabet. 

Hovedreglen er, at en aftale er bindende for begge parter. Dette gælder uanset, om der er tale om en mundtlig eller skriftlig aftale.

I sagens natur er det dog altid noget lettere at bevise en skriftlig aftale. Det anbefales derfor, at alle aftaler dokumenteres og bekræftes skriftligt. På den måde minimeres evt. tvivl om, at  aftalen er indgået.

Hvis tilbudsmodtager afslår et tilbud, bortfalder det. Hvis der er fastsat en tidsfrist for, hvor længe et tilbud gælder, vil tilbuddet bortfalde ved afslag på det. Det gælder også, selvom tidsfristen endnu ikke er udløbet.

Eksempel:

Bilforhandler afgiver et tilbud til en kunde om køb af en ny bil. Tilbuddet er gældende i 30 dage.  

Kunden afslår tilbuddet efter 15 dage. Selvom tidsfristen ikke er udløbet, bortfalder tilbuddet i det øjeblik, kunden afslår det.

En tilbudsgiver er ikke bundet af et tilbud, hvis det er afgivet med fejl, som burde være åbenlys for tilbudsmodtager. 

Eksempel:

Et tilbud skulle have kostet 10.000 kr. 

Tilbuddet er afgivet til kun 100 kr. 

Det virker ikke rigtigt med så lav pris i forhold til normalprisen. Og tilbudsgiver er ikke bundet, da det er åbenlyst, at der er tale om en fejl.

At have en fuldmagt vil sige at have en tilladelse til at indgå en aftale på en andens vegne. En person, der har en fuldmagt kaldes en fuldmægtig. Lad os se lidt nærmere på, hvad fuldmagtsreglerne indebærer. Vi har alene fokus på reglerne ud fra en virksomhedsmæssig synsvinkel. Det vil sige i forhold til, hvordan en virksomhed (arbejdsgiver) vil være juridisk bundet af de aftaler, deres medarbejdere (ansatte) indgår på deres vegne.

En fuldmagt er en aftale mellem to parter – fuldmagtsgiver og fuldmægtig.

Fuldmagtsgiver

Er den, der giver en anden person tilladelse til at indgå aftaler på sine vegne.

Fuldmagtsgiver hæfter for de aftaler, som den fuldmægtige indgår på fuldmagtsgivers vegne.

Fuldmægtig

Er den person, der har fået fuldmagten.

Den fuldmægtige kan indgå aftaler i fuldmagtsgivers navn og for dennes regning.

Som virksomhed har man mulighed for at tildele sine ansatte en stillingsfuldmagt. Ved at have en stillingsfuldmagt får den ansatte mulighed for at agere indenfor nogle givne rammer.

Ansatte, som har en stillingsfuldmagt, forpligter arbejdsgiveren, altså den virksomhed, den ansatte er ansat i. Stillingsfuldmagtens omfang vil også være med til at afgøre om virksomheden, som arbejdsgiver, vil være juridisk bundet af de aftaler, den ansatte indgår.

Det afgørende ved denne fuldmagt er, hvad der efter lov eller sædvane kan foretages i denne stilling. Dvs. hvad man forventer, når man møder en medarbejder med den stilling.

Når man skal afklare, hvilke grænser der er for fuldmagten, så er der 2 forhold, som er væsentlige at kigge på.

Bemyndigelse

Ved bemyndigelse menes de ting, en person må ifølge stillingsbeskrivelse, interne retningslinjer mv., dvs. fuldmagtens omfang.

Bemyndigelse er det, fuldmagtsgiver og fuldmægtig har aftalt indbyrdes. Det vil sige, det er ikke noget, som er synligt overfor 3. mand.

Legitimation

Ved legitimation forstås det, som omverdenen tror en person har lov at gøre i sin stilling. 

1. Aftale indgået indenfor ens bemyndigelse  

Her er fuldmagtsgiver bundet af aftalen. 

2.  Aftale indgået udenfor ens bemyndigelse & indenfor legitimation

Hvis der er tale om god tro hos 3. mand, vil aftalen være bindende. 

Det vil sige, at fuldmagtsgiver er bundet af aftalen.

 Hvis der er tale om ond tro hos 3. mand, vil aftalen ikke være bindende.  

Det vil sige, at fuldmagtsgiver ikke er bundet af aftalen.

3. Aftale indgået udenfor ens bemyndigelse & udenfor legitimation 

Her vil aftalen aldrig være bindende.

Det vil sige, at fuldmagtsgiver aldrig er bundet af aftalen.

Ovennævnte kan sammenfattes i skemaet her.

Forsikringsaftaleloven

Forsikringsaftaleloven indeholder regler om  forsikringsaftaler, der indgås med et forsikringsselskab.

Forsikringsaftaleloven er med til at fastslå de rettigheder og pligter, som både forsikringsselskabet og forsikringstageren (kunden) har.

En del af de bestemmelser som gælder i Forsikringsaftaleloven kan ikke fraviges til ugunst for forsikringstageren (kunden).

Nedenfor en angivet en kort oversigt over nogle af de væsentligste områder, som Forsikringsaftaleloven handler om.

Hvis nogle af de nævnte områder gøres gældende i en given forsikringssammenhæng, kan det have forskellige konsekvenser i forhold til fx erstatningsudbetaling eller lignende. Det er dog ikke noget, vi vil komme nærmere ind på her.

Når der er tale om urigtige oplysninger, betyder det, at kunden har givet  forkerte eller urigtige oplysninger i forbindelse med købet af en ny forsikring.

Beskriver, hvornår opkrævninger må sendes til kunderne i forhold til betalingsfrist. Hvis en forsikring ikke betales, beskrives mulighederne også for at kunne opsige forsikringen som følge heraf.

Hvis en person, som er omfattet af forsikringen, selv medvirker til at en skade sker, vil dette i visse situationer kunne have betydning for en evt. udbetaling af erstatning.

Mange forhold kan ændre sig, efter en forsikring er købt. Det er altid vigtigt at give besked til forsikringsselskabet, hvis noget ændrer sig undervejs.

Som regel er der ingen problemer med at forsætte forsikringen. Måske betyder de ændrede forhold ikke noget. Andre gange kan det måske betyde, at fx prisen for forsikringen bliver lidt dyrere. Endelig kan de ændrede forhold også betyde, at forsikringsselskabet ikke længere ønsker forsikringen mere.

Alt efter den konkrete situation kan det have betydning for en evt. erstatning i forbindelse med en skade, hvis man ikke har givet besked om evt. ændringer.

Hvis der sker en skade, skal man altid forsøge at afværge eller begrænse den.

Erstatningsret regulerer hvornår og på hvilken måde en person, der har været årsag til en skade, kan gøres erstatningsansvarlig over for den person, der har fået skaden.

Erstatningsretten kan fx blive relevant, hvis en person forvolder skade på en anden person eller dennes ting, fx ved leg, sport, gæstebud eller i trafikken. Det kan betyde, at den person, der har forvoldt skaden (skadevolder), kan blive pålagt at betale for den.

Som udgangspunkt skal ethvert tab efter en skade, bæres af den, som skaden går ud over (skadelidte).

Erstatningsansvar for skadevolder kan både komme på tale,

1. når der er en forudgående aftale = erstatning indenfor kontrakt eller
2. hvor der ingen kontrakt er = erstatning udenfor kontrakt

Her kigger vi kun på ansvar udenfor kontrakt.

Indledningsvis, så lad os lige få et par vigtige begreber på plads.

Skadevolder

Den person, som forvolder skaden. Altså er årsagen til, at skaden sker.

Skadelidte

Den person eller persons ting, som skaden går udover.

Et ansvarsgrundlag er det juridiske fundament for den person, der har forvoldt skaden.

Indenfor Dansk Erstatningsret skelnes der overordnet mellem flere typer af ansvarsgrundlag, som et erstatningsansvar kan hvile på.

De to vigtigste er Culpa og Objektivt ansvar som fremgår af skemaet her. De kan betragtes som to yderpoler i typer af ansvarsgrundlag. Herimellem findes der nogle variationer af ansvarsgrundlag, som vi ikke vil komme ind på her.

Det er den konkrete situation, som afgør hvilket ansvarsgrundlag, som er gældende.

Man skal altid starte med at se på, om der er lovgivet på området. Hvis det er tilfældet, skal dette ansvarsgrundlag bruges. Det kan fx være Objektivt ansvar.

Er der ingen lovgivning på området eller andre specifikke regler, som gælder i det konkrete skadetilfælde, vil det være Culpa, der bruges som ansvarsgrundlag.

Hovedreglen i dansk ret er et almindeligt Culpa og bygger på retspraksis.

Ordet culpa er latin og betyder skyld.

Culpa defineres ud fra, at man er ansvarlig for den skade, man forvolder ved sin retsstridige adfærd, der kan tilregnes en som forsætligt eller uagtsomt.

Og hvornår er en skade sket forsætligt eller uagtsomt? Det findes der nogle særlige typer af skyldgrader til at fastlægge. Vi kigger på dem lidt senere.

Herudover kræver det også, at en række erstatningsbetingelser er opfyldt samt at der ingen relevante ansvarsfrihedsgrunde foreligger.

Hvis det er tilfældet, vil skadevolder kunne gøres erstatningsansvarlig for den skete skade.

I modsat fald vil det være skadelidte, som selv må bære det tab, skaden har medført.

Objektivt ansvar betyder, at den som forvolder en skade (skadevolder) altid vil ifalde et erstatningsansvar, uanset om der er noget at bebrejde skadevolder. Bare det, at skaden sker er nok.

For at kunne gøre objektivt ansvar gældende, skal der være lovgivet om det.

Det er fx tilfældet med Færdselsloven.

Objektivt ansvar kaldes også ansvar uden skyld.

Helt enkelt betyder det, at den, som forvolder en skade, vil være erstatningsansvarlig for den uanset, hvordan skaden sker. Det vil sige man er ansvarlig for både skader, som er sket ved et hændeligt uheld, uagtsomt eller forsætligt. Eller sagt med andre ord, uanset om der er noget at ’bebrejde’ den, der forvolder skaden eller ej.

Herudover kræver det også, at en række erstatningsbetingelser er opfyldt samt at der ingen relevante ansvarsfrihedsgrunde foreligger.

Hvis det er tilfældet, vil skadevolder kunne gøres erstatningsansvarlig for den skete skade. I modsat fald vil det være skadelidte, som selv må bære det tab, skaden har medført.

Som tidligere nævnt, så er der nogle særlige typer af skyldgrader, som er med til at afgøre, hvordan en skade er sket. Der findes 4 forskellige skyldgrader.

Hændeligt forvoldte skader

Tilfældigt opstående skader.

Dette er hændelser, hvor man ikke med rimelighed kunne forudse, at ens handling vil føre til en skade.

Uagtsomt forvoldte skader

Man har handlet uagtsomt, hvis man har handlet anderledes end man burde have gjort i den givne situation. Her skelner man mellem:

• Simpelt uagtsomhed

(mindre indlysende fare for skade, ikke nogen større dumdristighed, men snarere et øjebliks uopmærksomhed)

• Grov uagtsomhed

(indlysende fare for skade – skadevolder burde have forudset det og stoppet sin handling, inden skaden skete)

Forsætligt forvoldte skader

Man har handlet forsætligt, hvis man handler med den hensigt at skade en anden person eller ting. Dvs. når man forvolder skaden med vilje.

Der findes to typer af skader:

• Personskade (skade på selve personen)
• Tingsskade (skade på en genstand, fx bil, hus, cykel mv.)

I Danmark følger opgørelse af erstatning det grundlæggende princip, at skadelidte økonomisk skal stilles som om, skaden ikke var sket.

Når en skade skal opgøres, sker det forskelligt alt efter, om det er en person- eller tingskade. 

Personskade

Når en person er gjort erstatningsansvarlig for en andens personskade, vil erstatningen blive opgjort ud fra Erstatningsansvarsloven.

I Erstatningsansvarsloven er fastsat en række ydelser, som man er berettiget til. Ligeledes er der angivet principperne for, hvordan de enkelte ydelser kan gives samt beløbsrammer/takster.

Tingskade

Ved tingskade er der ikke på samme måde som ved personskade en lov, som erstatning udbetales ud fra. Med andre ord, så er der altså ingen lovgivning for det.

Udgangspunktet er, at skadelidte skal have sit fulde tab erstattet – hverken mere eller mindre.

Erstatningsansvarsloven har til formål at regulere de muligheder for erstatning, en person har efter at være kommet til skade. For at bruge Erstatningsansvarsloven er det en forudsætning, at der er en person, som er gjort til erstatningsansvarlig for den skete personskade.

Nedenfor en kort opsummering af de erstatningskrav og ydelser, som Erstatningsansvarsloven giver mulighed for.

Hvis en person er kommet til skade, er der mulighed for følgende erstatninger:

• Helbredelsesudgifter og andet tab som følge af skaden 
• Tabt arbejdsfortjeneste 
• Godtgørelse for svie og smerte
• Godtgørelse for varigt mén  
• Erstatning for tab eller forringelse af erhvervsevne

Helbredelsesudgifter og andet tab 

Der kan ydes erstatning for rimelige udgifter som følge af personskaden. Det kan fx være udgifter til medicin, fysioterapi, kiropraktor, transport mv. 

Tabt arbejdsfortjeneste 
Hvis man er sygemeldt som følge af den skete skade, og man ikke får fuld løn i sygeperioden, vil man have mulighed for at få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Svie og smerte 

Hvis man er sygemeldt som følge af den skete skade, vil man kunne få godtgørelse for svie og smerte. 

Varigt men 

Får man varige mén på grund af skaden, vil man kunne få erstatning.

Varigt men skal være på minimum 5 % for, at der ydes erstatning. 

Erhvervsevnetab 

Hvis man efter en skade ikke har mulighed for at arbejde på samme måde som inden skaden, vil man kunne få erstatning for ens nedsatte erhvervsevne.

Erhvervsevnetab skal være på minimum 15 % for, at der ydes erstatning. 

Hvis skaden har den konsekvens, at skadelidte dør, og der er efterladte tilbage, vil de have mulighed for følgende erstatninger.

• Betaling for rimelige begravelsesudgifter
• Overgangsbeløb til efterladte ægtefælle/samlever
• Tab af forsøger til efterladte ægtefælle/samlever
• Tab af forsøger til efterladte børn

Omfattende daglig trafik med motorkøretøjer betyder også en høj risiko for, at der kan ske skader. Dagligt opleves færdselsuheld. I mange tilfælde sker der betydelige skader på både personer og ting.

Det har været medvirkende til, at man har valgt at lovgive om erstatningsansvaret indenfor området. Lovgivningen har betydet, at en person, som forvolder en skade på en anden person eller ting med sit motorkøretøj, altid vil ifalde et erstatningsansvar.

Det betyder, at der altid er ansvar uden skyld = objektivt ansvar. Dette ud fra, at det som udgangspunkt altid er forbundet med noget farligt at sætte sig bag rattet på et køretøj, og at man derfor har ønsket, at man bliver ansvarlig for alle skader, man måtte lave – uanset skyld eller ej. Det er i Færdselsloven, man finder bestemmelserne, som beskriver dette. Lad os prøve at kigge lidt nærmere på nogle af de vigtige elementer, som gælder i forhold til Færdselsloven, og hvornår den bruges.

Færdselsloven gælder for alle motordrevne motorkøretøjer. Det vil sige, at motorkøretøjerne skal være forsynet med en motor som drivkraft. Det er fx personbiler, lastbiler, motordrevne arbejdsredskaber mv.

Færdselsloven gælder for færdsel på vej, hvor der finder trafik sted af forskellige trafikanter. Det kan fx være bilister, cyklister og fodgængere. Det gælder uanset, om der er tale om en offentlig eller privat vej. Blot der er åbent og mulighed for almindelig færdsel.

Ofte er det sådan, at når der er lovgivet om objektivt ansvar indenfor et område, er der også krav om forsikringspligt. Færdselsloven er ingen undtagelse. For at kunne indregistrere et motorkøretøj kræver det, at der skal være en ansvarsforsikring på motorkøretøjet.

Indregistrering af et motorkøretøj med nummerplader sker via SKAT.

For motorkøretøjer uden nummerplader, som fx traktorer, knallerter mv., kontrollerer politiet løbende, om forsikringspligten er overholdt.

Selvom der er forsikringspligt, har der historisk set været mange motorkøretøjer, som ikke har været forsikret. Derfor indførte man for et par år siden en ny lov. Loven bevirker, at man kommer til at betale et gebyr for hver dag, man ikke har en ansvarsforsikring på sit motorkøretøj. Samtidig gør loven det også sværere at få forsikret sit motorkøretøj, hvis man ikke har haft styr på sin ansvarsforsikring tidligere. Med den nye lov er håbet, at antallet af uforsikrede motorkøretøjer vil minimeres.

En Autoforsikring er en kombineret forsikring, der kan sammensættes på forskellig vis.

Forsikringen kan opdeles i to basisdækninger:

• Ansvarsforsikring (lovpligtig)
• Kaskoforsikring (ikke lovpligtig)

Det er lovpligtigt at have en ansvarsforsikring på sit motorkøretøj, når man befinder sig på Færdselslovens område. Det er ikke muligt at få indregistreret et motorkøretøj, uden der laves en ansvarsforsikring.

Ansvarsforsikringen er gjort lovpligtig for at være sikker på, at når en person gøres ansvarlig for en person- eller tingskade, vil der også være en forsikring, som kan betale erstatningen. På den måde vil den skadelidte være sikret erstatning uanset skadevolderens økonomiske formåen.

Ansvarsforsikringen dækker ansvar for skade forvoldt på andre personer/ting end selve føreren af køretøjet. Det kalder man også 3. mand/ting. Passagerer i et motorkøretøj betragtes også som 3. mand.

Som fører kan man aldrig bliver gjort ansvarlig for skader, som rammer en selv eller ens egne ting. Det betyder, at man ikke er omfattet af ansvarsforsikringen på det motorkøretøj, man selv er fører af.

I modsætning til ansvarsforsikringen er det frivilligt, om man vil købe kaskoforsikring til sit motorkøretøj.

Kaskoforsikringen dækker skade på selve motorkøretøjet og dettes tilbehør.

 Hvis der ingen kaskoforsikring er på motorkøretøjet, vil en ejer selv komme til at betale for skaden af egen lomme. Da mange motorkøretøjer er dyre, vil en skade i givet fald ofte være ret belastende for ens økonomi.

En meget stor del af bilsalget sker ved, at ejer fx tager et billån eller leaser motorkøretøjet. Det betyder, at banken eller leasingselskabet har pant i motorkøretøjet. De har dermed en interesse i at få deres penge igen, hvis der sker en skade. Bank eller leasingselskab vil her være at betragte som panthaver.

Panthaver vil næsten altid kræve, at der laves en kaskoforsikring og samtidig kræve at blive noteret som panthaver. På den måde vil panthaver være sikker på at få besked, hvis ejer af motorkøretøjet misligholder forsikringen, fx ikke betaler forsikringen.

Vi vil nu kigge lidt nærmere på dækningsomfanget af en Autoforsikring med udgangspunkt i Trygs betingelser på et generelt plan. Der er alene tale om udpluk af de områder, som er væsentlige at kende.

Forsikringen dækker forsikringstageren og enhver, der lovligt benytter køretøjet, lader det benytte eller er fører af det.

Herudover er virksomheder, der har køretøjet til reparation, service eller lignende også omfattet. Det gælder dog kun, når skaden sker i relation hermed. Fx hvis mekanikeren skal teste de nye bremser, han lige har sat på motorkøretøjet.

Hvis motorkøretøjet skifter ejer, vil ny ejer også være dækket i 4 dage efter ejerskiftet, hvis der ikke er blevet lavet en ny forsikring.

Forsikringen dækker i Europa og i de lande udenfor Europa, som er tilsluttet grønt kort-ordningen.

Det grønne kort er et bevis på, at der er købt  ansvarsforsikring til motorkøretøjet. Det skal medbringes ved rejser uden for EU. Det er dog en god ide altid at have det med til udlandet, uanset hvor man drager hen.

Her er der lidt forskel på, om vi kigger på ansvars- eller kaskoforsikringen.

Ansvarsforsikring

Ansvarsforsikringen dækker ansvar for skader, der sker ved at køretøjet bruges som et motordrevet køretøj. Det betyder, at ansvarsforsikringen dækker alle skader, man som fører forvolder på andre personer og ting (3. mand/ting).

Kaskoforsikring

Kaskoforsikringen dækker enhver skade på selve køretøjet, medmindre det er undtaget. Som en del af kaskoforsikringen indgår også brand- og tyveriskader.

Udover selve køretøjet vil kaskoforsikringen også omfatte tilbehør, som naturligt anvendes i forbindelse hermed. Det er fx vinter eller sommerdæk, fastmonteret GPS, værktøj som hører til motorkøretøjet osv.

For de fleste forsikringer gælder en selvrisiko. Er det tilfældet, og sker der en skade, vil det betyde, at man selv skal betale den del af skaden, som svarer til selvrisikoen.

Alt efter typen af skade, vil en erstatning ske på lidt forskellige måder.

Ansvarsskader

For ansvarsforsikringen gælder der nogle helt særlige regler i form af nogle fastsatte summer alt efter, om det er en person- eller tingskade, der sker. I 2022 er beløbene pr. skade indtil 132 mio. kr. ved personskade og indtil 26 mio. kr. ved tingskade. Dette gælder kun for skader sket i Danmark.

Hvis skaden sker i udlandet, vil det være det pågældende lands summer, der gælder.

Kaskoskader

Reparation (delskade)

Hvis et motorkøretøj bliver delvist ødelagt, vil der ske en reparation. Det betyder, at erstatningen vil svare til, at motorkøretøjet bliver sat i samme stand, som før skaden skete.

Totalskade

Hvis et motorkøretøj er så ødelagt, at det ikke kan betale sig at reparere det, eller det er blevet stjålet, vil der blive udbetalt en kontant erstatning. Det betyder, at erstatningen vil svare til, hvad et køretøj med tilsvarende alder og stand vil kunne anskaffes for.

Gælder der en selvrisiko for forsikringen, vil den blive fratrukket i erstatningen.

Udover muligheden for at tegne ansvar- og kaskoforsikring, er der mulighed for at tilvælge en række tillægsdækninger. Nedenfor vil vi kigge på nogle få af de allermest gængse af dem.

Friskade og glas

De fleste kaskoforsikringer er lavet med en selvrisiko. Herudover kan en skade også betyde en prisstigning af forsikringen. For at undgå dette, kan man lave en Friskadedækning. Her vil særlige skader betyde, at prisen ikke stiger eller selvrisiko undgås/kun skal betales delvist. Det er fx ved skade på køretøjets glas, brand, tyveri, kortslutning, p-skader og lignende.

Førerforsikring

En Førerulykkesforsikring er en ulykkesforsikring, der giver køretøjets fører mulighed for selv at få en erstatning ved færdselsuheld i de tilfælde, hvor der ikke er en ansvarlig modpart. Det kan fx være ved singleuheld.

Vejhjælp

Vejhjælp betyder, at man kan få assistance, hvis et køretøj får et driftstop eller nedbrud. Hvis det er muligt, ydes hjælpen på stedet, hvor hændelsen sker. Det kan fx være starthjælp, skift af punkteret hjul, udbringning af brændstof mv.

Trygs forsikringsbetingelser 1812 kan du læse her.

Når der sker en skade, har man nogle forpligtelser som kunde.

• Man skal straks forsøge at begrænse skadens omfang
• Tyveri og hærværk skal meldes til politiet straks
• Skaden skal anmeldes hurtigt muligt til forsikringsselskabet
• Man må ikke starte med at udbedre skaden eller fjerne beskadigede ting før godkendelse fra forsikringsselskabet
• Man skal medvirke til at reetablere skaden eller tabet
• Man må ikke anerkende erstatningspligt eller godkende erstatningskrav uden forsikringsselskabets accept.

Er man ikke enig i behandlingen af en skade, er der mulighed for at klage over afgørelsen. I første omgang skal det gøres til forsikringsselskabet.

Hvis man herefter fortsat ikke er tilfreds med resultatet, er der mulighed for at klage til den klageansvarlige i forsikringsselskabet. Er man stadig ikke tilfreds, kan man lægge sag an ved domstolene.