" title=" Så gal var Gorm - Tryg gør status efter stormen
">
Det er nu godt to uger siden, at Gorm blæste Danmark omkuld. Hos Tryg har stormen dog slet ikke lagt sig endnu. Således modtager forsikringsselskabet stadig hver dag flere hundrede anmeldelser om skader som følge af Gorm, og det vil fortsætte i den næste tid. Lige nu ligger det samlede antal skader hos Tryg på cirka 8000 - heraf er hele 25 procent allerede afsluttet, og erstatningen udbetalt til kunderne.
Søndag den 29. november 2015 blev Danmark ramt af stormen Gorm. Siden da har der været travlt hos landets største forsikringsselskab, Tryg, der alene den 30. november og 1. december modtog knap 4000 anmeldelser om skader som følge af Gorm. Og selvom antallet af anmeldelser hos Tryg er faldet gradvist gennem de seneste par uger, så er presset på telefonerne stadig stort med over 300 skadeanmeldelser dagligt. Lige nu ligger det samlede antal skader efter Gorm på cirka 8000 - et tal, der forventes at stige yderligere.
"Ud fra den hidtidige udvikling og vores erfaringer skønner vi, at det samlede antal skader efter Gorm kommer til at ligge på omkring 10.000 skader. Til sammenligning forvoldte stormen Allan i 2013 over dobbelt så mange skader hos vores kunder," fortæller skadedirektør i Tryg, Frederik Toft. "Dertil kommer, at vi indtil videre ikke har set ret mange store skader efter Gorm - det drejer sig primært om ødelagte tage, væltede træer og flyvende genstande. Så det er langt fra lige så slemt som med Allan for to år siden," fortsætter Frederik Toft.
Allerede på nuværende tidspunkt har Tryg afsluttet en fjerdedel af de hidtil 8000 anmeldte skader efter Gorm og udbetalt erstatning til sine kunder. Det skyldes hurtig ekspedition ved hjælp af ekstra bemanding på telefonerne, hvor ventetiden inden for ganske få dage var bragt helt ned på 0 minutter. Desuden har Tryg haft stor succes med at opfordre sine kunder til at anmelde mindre skader online, og mange sager er blevet afregnet med det samme. Alligevel kan selskabet endnu ikke give et præcist bud på, hvor meget stormen kommer til at koste i alt.
"Det er stadig svært at sige, hvad det finansielt løber op i, da det vil tage noget tid, før alle skader er anmeldt og behandlet. Men det samlede beløb for erstatningerne kan ikke komme over 150 millioner kroner, da vi er genforsikrede," slutter Frederik Toft.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Susanne Lindhage, mobil: +45 41 86 28 80, mail: susanne.lindhage@tryg.dk