Tryg nedsætter tænketank for at løse fremtidens velfærdsudfordringer

22-06-2021 14:33
No image
 

  

 
 

Tryg bag nyt initiativ, der skal bidrage til at løse fremtidens udfordringer på sundheds- og ældreområdet. Målet er, at det private erhvervsliv i højere grad skal supplere det offentlige sundhedsvæsen. Uden at skabe amerikanske tilstande og a- og b-hold.

 

Danmark har fra i dag fået en ny tænketank: Tænketanken for Fremtidens Velfærdsløsninger, som forsikringsselskabet Tryg står bag. Sammen med 12 toneangivende samfundsaktører har Tænketanken til formål at komme med konkrete bud på, hvordan vi indretter fremtidens velfærdssystem, så vi kan sikre, at befolkningen også om ti år får et servicetilbud på sundheds- og ældreområdet i verdensklasse.

 

Velfærden er under pres

For det er efterhånden velkendt, at det velfærdssamfund, vi kender, er under pres - og kun bliver større i fremtiden, når vi kigger 10-20 år frem. Ifølge ny analyse fra F&P forventes udgifterne til ældrepleje at stige med over 30 mia. kr. om året. Fra 46 mia. kr. i 2020 til 79 mia. kr. i 2050. Det svarer til en ny Storebæltsbro hvert år. Det skyldes, at der kommer 400.000 flere ældre over 65 år, og de 65-åriges levetid forventes at stige med 4 år.

 

Og der bliver mange flere patienter i fremtiden i takt med, der bliver flere ældre. Gruppen af +80-årige forventes at vokse med 150.000 personer fra 2018 til 2028. Det svarer til knap 60. pct. flere end i dag. Gruppen af 65-79-årige forventes at vokse med ca. 60.000. Det svarer til 7 pct. flere end i dag.

 

-      Danmark har et ufatteligt godt sundhedsvæsen. Vi har i en årrække ligget i toppen over de bedste sundhedsvæsener i Europa. Det skal vi glæde os over. Det ændrer bare ikke på det faktum, at vi inden for en relativ kort årrække bliver mødt af nogle massive udfordringer, som vi bliver nødt til at forholde os til. Vores sundheds- og ældreplejesystem vil ikke på sigt være gearet til at imødekomme den stigende andel af ældre borgere og højere forventninger til services fra danskerne, siger Johan Kirstein Brammer, koncerndirektør i Tryg.

 

-      Vi tror derfor, at der er behov for, at private og offentlige aktører sætter sig sammen for at løse fremtidsudfordringerne i fællesskab. Det offentlige kan ikke løse den opgave selv, lige meget, hvor meget, vi ønsker det.

 

En dansk model for offentlig-privat samarbejde skal løse fremtidens velfærdsudfordringer

Han slår fast, det ikke er målet, at private aktører skal konkurrere med det offentlige tilbud. Det private skal alene have til formål at supplere det offentlige.

 

-      Vi ønsker ikke ameri­kanske tilstande i Danmark. Men i stedet for at lukke øjnene for de udfordringer et økonomisk presset offentligt sundhedsvæsen og ældrepleje står over for - og deltage i en skyttegravskrig, ønsker vi at starte en konstruktiv løsningsorienteret dialog op, om mulighederne for offentlig-privat samarbejde.

 

Tryg har derfor bedt McKinsey om at udarbejde et perspektiv på sundhedsvæsenet og ældre­plejen med det formål at identificere konkrete fremtidige udfordringer og samtidig pege på muligheder for offentlig-privat samarbejde. På områder, der ikke træder vores kernevelfærd over tæerne, men i randområderne. Hvor danskerne vil efterspørge mere service.

 

Danskerne forventer større hjælp fra private aktører

For det gør danskerne. En ny måling fra Epinion viser nemlig, at 80 pct. af danskerne forventer, at det private skal være med til at løse de fremtidige sundheds- og ældreudfordringer. Og ca. hver anden dansker er villige til at betale for flere private sundheds - og ældreydelser som supplement til det offentlige tilbud.

 

Tænketankens første møde er torsdag 24. juni 2021.

 

Fakta om tænketanken for Fremtidens Velfærdsløsninger

 

Deltagere:

·        Jakob Riis, adm. direktør, Falck

·        Allan Polack, adm. direktør, PFA

·        Kim Simonsen, forbundsformand, HK

·        Mona Striib, forbundsformand, FOA

·        Bjarne Hastrup, adm. direktør, Ældre Sagen

·        Morten Freil, direktør, Danske Patienter

·        Grete Christensen, formand, Dansk Sygeplejeråd

·        Lis Munk, landsformand, Jordemordeforeningen

·        Michael Svarer, professor, Århus Universitet

·        Adam Wolf, adm. direktør, Danske Regioner

·        Jes Søgaard, professor, SDU

·        Per Christiansen, hospitalsdirektør, Rigshospitalet

·        Johan Kirstein Brammer, koncerndirektør, Tryg

 

 
Kontaktinformation

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Tanja Frederiksen, Head of Corporate Relations

Mobil: +45 51 95 77 78, mail: tanja.frederiksen@tryg.dk