Gode råd

Hvad gør du, når et skybrud er på vej?

Her har vi samlet en håndfuld gode råd til, hvordan du forbereder dig på et skybrud. Få tips til at begrænse skader her-og-nu eller se, hvordan du sikrer din bolig på længere sigt.

Skybrud og stormflod - forbered dit hus på vejret når det blæser og regner med stor styrke.

Gode råd her og nu

Tjek din ejendom og kælder, når der er varslet skybrud. Få hjælp fra naboer, venner eller familie, hvis du ikke selv er hjemme.

  • Har du uerstattelige ting i kælderen? Fjern dem med det samme, da de kan blive ødelagt af vandet.
  • Løft ting fra kældergulvet. Opbevar i stedet i plastkasser, på hylder og reoler, der kan tåle vand.
  • Driver du erhverv, skal du være opmærksom på, at der er genstande, der skal opbevares 40 cm over gulvet, hvis du ønsker erstatning.
  • Sørg for at alle døre og vinduer er lukkede og helt tætte. Monter evt. en plade med tætningslister foran døre og vinduer.
  • Rens tagrender, tagnedløb og nedløbsbrønde samt udendørs afløbsriste for f.eks. blade, så vandet kan løbe frit igennem.
  • Begræns opstigende kloakvand. Har du ikke monteret en højvandslukke, kan du lægge et stort stykke plast oven på gulvafløbet og sætte sandsække oven på.
  • Anskaf eventuelt en dykpumpe og en vandslange til montering på dykpumpen, så vandet kan pumpes væk fra kælderen.
  • Fjern løse tæpper i kælderen.

Beskyt din bolig mod vandet

Vil du forebygge risikoen for vandskade efter fremtidige skybrud, er der flere ting du selv kan gøre:

  • Sørg for, at dræn og kloakker er i orden
    Det forhindrer, at vand trænger gennem muren eller op gennem kloakken. 
  • Sæt en ekstra pumpe i brønden
    Har du en pumpebrønd, der modtager både regnvand og sort spildevand, kan du overveje at installere en ekstra pumpe i brønden. 
  • Sørg for, at pumpen giver alarm
    Har du installeret en grundvandspumpe - eller en ekstra pumpe i din pumpebrønd - så sørg for, at en alarm giver besked, hvis pumperne ikke virker. Alarmen skal helst give besked til din mobiltelefon. 
  • Grav en regnvandsfaskine
    Adskil regnvands- og spildevandssystemerne. En regnvandsfaskine kan være en løsning. Ved at adskille vandet mindsker du risikoen for, at vandet fra kloakken løber tilbage og ind i din bolig. Kontakt din kommune for at høre nærmere.
  • Installer tilbageløbsstop eller højvandslukke
    Det kan være med til at forhindre, at vandet kommer ind i kælderen gennem gulvafløbet og toiletter. Du kan læse mere om tilbageløbsstop og højvandslukke på bolius.dk.   
  • Skal du sætte væg op i kælderen? 
    Brug mursten eller multiplader som rumadskillelse i stedet for gips i kælderen. Mursten og multiplader er mere modstandsdygtige overfor vandet og tager derfor mindre skade. 
  • Træ og tæpper holder på vandet
    Undgå træbeklædning på vægge samt tæpper og trægulve i kælderen. Tæpper og træ bliver ødelagt, men de holder også på vandet og det besværliggør tørreprocessen i kælderen. 
  • Det rigtige fald 
    Græsplænen, terrassen eller belægninger rundt om huset skal have et fald, så vandet ledes væk. Sørg også for at lysskakte og kældernedgange er forhøjede, så vandet ikke kan løbe ind i huset den vej fra.

Er din bolig klimaklar?

Du kan læse mere om de problemer, der kan opstå i din bolig under skybrud her: Klimaklar bolig