Vilkår for køb på tryg.dk

Her kan du læse om de vilkår, der gælder, når du køber forsikringer online hos Tryg.   

Fortrydelsesret

Du har ret til at fortryde dit køb af private forsikringer.

Fortrydelsesfristen er altid 14 dage, og fristens begyndelse afhænger af, hvordan aftalen er indgået:

Ved fjernsalg starter fristen på det seneste af følgende tidspunkter:
a)  Fra den dag, du har fået besked om, at du har købt forsikringen.
b)  Når du har fået de oplysninger, vi har pligt til at give dig enten på papir eller pr. e-mail.

Fristen på 14 dage beregnes således: Hvis du fx køber din forsikring mandag den 1. og først har modtaget oplysningerne onsdag den 3., har du frist til og med onsdag den 17.

Hvis fortrydelsesfristen udløber på en helligdag, lørdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udløber fristen først den følgende hverdag.

Vi gør opmærksom på, at for bygningsbrandforsikringer er fortrydelsesretten begrænset af Lov om finansiel virksomhed §60, således at fortrydelse er betinget af, at du inden for 14-dagesfristen dokumenterer, at bygningsbrandforsikringen er tegnet i et andet selskab med tilbagevirkende kraft.

Sådan fortryder du

Inden fortrydelsesfristen udløber, skal du give os besked om, at du har fortrudt dit køb. Du kan give os besked enten pr. brev eller e-mail. Hvis du vil have bevis for, at du har sendt beskeden, inden fristen udløber, kan du sende et anbefalet brev og gemme kvitteringen. Du skal sende besked om, at du har fortrudt købet til:

Tryg Forsikring A/S
Klausdalsbrovej 601
2750 Ballerup

E-mail: tryg@tryg.dk

Betaling og Betalingsservice

Du betaler for dit køb via tryg.dk ved at indtaste bankoplysningerne til den konto, som du ønsker forsikringen skal betales fra. Beløbet bliver hævet fra din konto, når forsikringen træder i kraft. Når du køber forsikringer via tryg.dk, bliver du automatisk tilmeldt Betalingsservice på det kontonummer, som du oplyser ved købet.

Kvittering for køb af forsikringer

Vi opbevarer ikke oplysningerne om dit køb på en måde, så du senere kan få en kopi af din kvittering. Husk derfor at gemme den kvittering som du modtager på din e-mailadresse umiddelbart efter, at du har bekræftet dit køb.

Ikrafttrædelse

Forsikringen/erne træder i kraft på det aftalte tidspunkt, dog tidligst på datoen for bekræftelse af køb på tryg.dk.

Tryg udsteder policen/erne på dansk og kommunikerer som udgangspunkt på dansk.

Er du allerede dækket af andre forsikringer?

Når du køber en forsikring, skal du være opmærksom på, om du allerede er dækket af en tilsvarende forsikring. Har du bekræftet, at Tryg skal opsige forsikringen, gør vi dette, ellers skal du selv sørge for at opsige eventuelle tilsvarende forsikringer i andre forsikringsselskaber. Bilforsikringer i andet selskab skal altid opsiges af Tryg.

Forudsætninger for prisen på forsikringen

Ved forsikringsaftalens indgåelse skal du afgive risikooplysninger. Det er de ting, vi spørger om, i forbindelse med, at du beregner en pris på en forsikring. Vi bruger dem til at vurdere risikoen og fastsætte prisen og vilkår. Læs mere om konsekvenserne ved afgivelse af urigtige risikooplysninger i afsnittet nedenfor.

Urigtige oplysninger

Afgiver du urigtige oplysninger i forbindelse med køb af forsikringen, kan det medføre, at Tryg kan annullere din forsikring med tilbagevirkende kraft. Hvis oplysningerne ikke er rigtige, kan det føre til nedsat erstatning eller slet ingen erstatning. Dette følger af forsikringsaftaleloven. Det er derfor vigtigt, at risikooplysningerne er korrekte.

Gebyrer og afgifter

Der skal betales skadeforsikringsafgift til statskassen af prisen for skadesforsikringer. Afgiften udgør 1,1 % af prisen på dine forsikringer og skal betales, hver gang du betaler dine forsikringer.

Miljøbidrag udgør 84 kr. om året. På ansvarsforsikringer for person- og varebiler bliver du årligt opkrævet et miljøbidrag på 90 kr. Miljøbidraget går til at finansiere den godtgørelse, der betales til ejeren af den bil, der hugges op eller skrottes.

Stormflods- og stormfaldsafgift udgør 60,00 kr. om året. Afgiften bliver opkrævet på brandforsikringer for bygning og indbo. Afgiften går til en pulje, som bliver brugt til betaling af skader efter stormflod. Ved stormfald betaler forsikringsselskaberne tilskud til gentilplantning af private skove.

Hvis du ikke er tilmeldt digital post fra os i e-Boks eller har tilmeldt dig på Min side, koster det 82,50 kr. om året pr. forsikringstager, uanset hvor mange forsikringer du har.

Når du betaler gennem Betalingsservice, opkræver vi et gebyr på 9,50 kr. på hver forsikring.

Bliver opkrævningen ikke betalt til tiden, rykker vi for betalingen. For hvert rykkerbrev opkræver vi et gebyr på 100,00 kr. til dækning af ekstra administrationsomkostninger.

Læs mere om gebyrer og afgifter

'Min side'

www.tryg.dk under 'Min side' kan du altid finde oplysninger om dine nuværende forsikringer og eventuelle skader.

Persondata- og Cookiepolitik

Når du køber forsikringer i Tryg, registrerer vi de indtastede oplysninger om dig. Du kan læse mere om, hvordan og hvilke personoplysninger vi behandler her: Trygs retningslinier for behandling af personoplysninger.

Tryg anvender cookies. Læs mere her: Værd at vide om Cookies.

Klage

Er du ikke enig i vores afgørelse, så kontakt den afdeling, der har behandlet din sag. Hvis du fortsat ikke er tilfreds, kan du kontakte Kvalitetsafdelingen, som er den klageansvarlige afdeling.

Tryg
Klausdalsbrovej 601
2750 Ballerup
E-mail: Kvalitet@tryg.dk

Giver din henvendelse til Kvalitetsafdelingen ikke et tilfredsstillende resultat, kan du klage til:

Ankenævnet for forsikring
Anker Heegaards Gade 2
1572 København V
Tlf. 33 15 89 00 mellem kl. 10.00 – 13.00
www.ankeforsikring.dk

En klage til Ankenævnet for Forsikring skal indsendes på et særligt skema, som du kan få i vores Kvalitetsafdeling eller hos Ankenævnet for Forsikring. Det koster et mindre beløb at klage til Ankenævnet for Forsikring.

Såfremt en tvist vedrørende forsikringsaftalen indbringes for Retten, afgøres denne efter dansk ret ved en dansk domstol og i øvrigt efter retsplejelovens regler om værneting.

EU-kommissionens online klageportal kan anvendes til indgivelse af en klage, der vedrører køb af forsikringer, hvis du bor i et andet EU-land. Ved indgivelse af en klage skal du angive vores e-mailadresse: tryg@tryg.dk.

Tilsyn og Garantifond

Tryg er underlagt tilsyn af Finanstilsynet og er tilsluttet Garantifonden for skadeforsikringsselskaber. Læs mere her

Vilkår for køb på ryg.dk

Forsikringsoversigt

Se alle Trygs forsikringer